Midt- og vestjyder klarer køreprøven bedst

Sammenlignet med resten af landet har midt- og vestjyderne den mindste dumpeprocent, når det kommer til teori- og køreprøve.

Skolevogn
Foto: Rådet For Sikker Trafik

Det tyder på, at midt- og vestjyderne er landets bedste bilister - i hvert fald hvis man ser på, hvor mange, der består teori- og køreprøven. Nye tal fra Rigspolitiet viser, at dumpeprocenten til begge prøver er lavest her i landsdelen.

I 2015 dumpede 22,6 procent teoriprøven, mens der på landsplan var 27,6 procent, der dumpede. Lidt højere er dumpeprocenten ved køreprøven, hvor 26,1 procent midt- og vestjyder dumpede. Her er landsgennemsnittet på 36 % procent. 

Værst gik det til for køreskoleeleverne i København. I 2015 var dumpeprocenten på 34 og 47 procent i henholdsvis teori- og køreprøve. 

Gode råd 

Det er ofte, de samme fejl, som spænder ben for eleverne til køreprøven. I følge Rådet for Sikker Trafik er der tre fejl, der går igen.

Den ene ting, som de unge ikke kan styre, er hastigheden. Både for lav og for høj hastighed fælder dem ofte til prøven. De to andre fejl, der er medårsag til dumpeprocenten, er venstresvingene i krydsene og overhaling. Hvis man undlader at overhale, hvor man bør, bliver det anset som en fejl til køreprøven.    

www.sikkertrafik.dk/kørekort har Rådet for Sikker Trafik listet gode råd op til kommende bilister. 

2:29
Tal fra Rigspolitiet viser, at nye bilister her fra Midt- og Vestjylland er dem, som dumper mindst til køreprøven.