MF’er fik betinget frakendelse af kørekortet

En alvorlig fartoverskridelse gav V-politikeren Thomas Danielsen en betinget frakendelse af kørekortet. Det indrømmer han nu over for TV MIDTVEST.

Thomas Danielsen måtte tage et nyt kørekort, da han i 2014 blev fanget med 161 km/t. Arkivfoto.

Thomas Danielsen, der bl.a. er Venstres energiordfører, har brugt en del krudt på en sag med færdselspolitiet. I marts 2014 blev han sigtet for at have kørt 161 km/t på en strækning, hvor det var tilladt at køre 130. Men den 32-årige folketingspolitiker ville ikke anerkende målingen.

- Jeg vidste, at der var sket en fejl ved den her måling. Derfor valgte jeg at få ophævet min politiske immunitet, forklarer i programmet Politikerliv på TV MIDTVEST MOKKA.

Uden den politiske immunitet kunne Thomas Danielsens sag komme for byretten, hvor han i 2015 forsøgte at overbevise dommeren om, at fartmålingen ikke var anvendelig.

Det var en motorcykelbetjent, der foretog målingen på motorvejen ved Køge. Ifølge Thomas Danielsen bekræftede betjenten i retten, at der var flere usikkerheder ved målingen. Alligevel blev Danielsen dømt:

- Dommeren sagde, at han ikke i byretten ville stille spørgsmålstegn ved politiets målemetoder, og derfor måtte jeg tage de tunge skridt og acceptere, at jeg fik den her dom. 

Så du måtte tage et nyt kørekort?

- Så jeg måtte tage et nyt kørekort, ja, lyder det fra Thomas Danielsen.

Tager det afslappet

Venstre-politikeren lader dog ikke til at være nervøs for, at den høje fart på motorvejen ved Køge vil skade ham i vælgernes øjne.

- Jeg har det sådan lidt afslappet. Folk har valgt mig for den person, jeg er, og det har jeg egentlig ikke tænkt mig at lave om på. Og hvis folk så synes, at jeg repræsenterer dem på en dårlig måde, så går jeg ud fra, at de ikke stemmer på mig, forklarer han.

Sagen om Thomas Danielsens fartoverskridelse har været i flere medier gennem de seneste to år. Den vestjyske politiker kunne muligvis være sluppet for den ekstra opmærksomhed, hvis han havde accepteret bøden og den betingede frakendelse af kørekortet.

Alligevel var han ikke i tvivl om, at han ville have sagen prøvet i byretten. 

Hør hvorfor i aftenens udgave af Politikerliv: 

02:28 Luk video

Se en halv times interview med Thomas Danielsen i aftenens udgave af Politikerliv på TV MIDVEST MOKKA kl. 22:35.