Merrild vandt valget: Landbrugets nye førstemand

Martin Merrild valgt til ny formand for Landbrug & Fødevarer.

Den tidligere borgmester i Struer Kommune, fjerkræavleren Martin Merrild fra Hjerm, er landbrugets nye førstemand i Danmark.

På Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning blev Merrild onsdag eftermiddag valgt som formand for organisationens primærside.

Merrild fik 257 stemmer, mens modkandidaten Henrik Frandsen fra Skærbæk fik 207 stemmer.

57-årige Martin Merrild stillede også op til formandsposten for halvandet år siden. Dengang tabte han til Niels Jørgen Pedersen fra Thy. Pedersen har siden valgt at stoppe på posten på grund af en alvorlig skulderskade.

Martin Merrild har i en lang årrække været en markant skikkelse i dansk landbrug - blandt andet som formand for Dansk Erhvervsfjerkræ. Han havde på forhånd sikret sig opbakning fra langt de fleste af formændene for de midt- og vestjyske landboforeninger. Mange anså ham som en mere markant landbrugspolitiker end Niels Jørgen Pedersen.

VIDEO: Sådan så det ud, da Martin Merrild vandt afstemningen:

01:33 Luk video