Meldte samlever for vold inden drab

Meldte samlever for vold inden drab

Politiet vil nu vurdere, om man kunne have gjort noget for at forhindre drab på ung kvinde i Ræhr. Den formodede gerningsmand forlod en psykiatrisk afdeling kort før drabet.

Den 29-årige polske kvinde, der natten til lørdag blev fundet dræbt i Ræhr ved Hanstholm, anmeldte for en uges tid siden sin samlever til politiet for vold.

Det bekræfter lederen af efterforskningen, politiinspektør Ole Henriksen, over for tvmidtvest.dk.

Ole Henriksen fortæller, at den nu dræbte kvinde gik til politiet efter en voldsom episode i parrets hjem. Efter episoden flyttede kvinden til en anden adresse, og hendes samlever valgte ifølge efterforskningslederen frivilligt at lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling.

I første omgang fik den 30-årige mand en ven til at køre sig til Brønderslev, men han blev senere overført til Thisted.

Kunne det være undgået?

Natten til lørdag valgte manden så at forlade afdelingen, hvilket han kunne gøre uden hindringer, idet han var frivilligt anbragt. Personalet på afdelingen valgte dog straks at orientere politiet, som sendte en patrulje mod Ræhr - og på vej til adressen fik betjentene så melding om, at naboerne havde fundet den unge kvinde dræbt.

Den 30-årige mand blev senere fundet død i Tved Plantage, hvor han havde hængt sig. Politiet er overbevist om, at det var ham, der slog kvinden ihjel, og det tragiske udfald får nu politiet til at gennemgå hele forløbet.

- Når en familie så tragisk bliver revet fra hinanden, giver det altid anledning til, at vi spørger os selv, om vi kunne have handlet anderledes - om det her kunne være forhindret, siger Ole Henriksen.

Det polske par havde en otte-årig datter, der nu er anbragt hos de sociale myndigheder.

Politiinspektør Ole Henriksen fortæller her om forløbet - og svarer på spørgsmålet, om politiet kunne have gjort noget for at forhindre drabet:

01:24 Luk video