Mand overfaldet i trekanten

Mand overfaldet i trekanten

Lørdag aften blev en 29-årig mand overfaldet på et stisystem ved Asagården i Holstebro. Overfaldet var muligvis et røveri.

En 29-årig mand blev lørdag aften klokken 21.30 slået ned bagfra, da han kom gående på et stisystem ved Asagården i Holstebro.

- Manden kommer gående med sin hund, da han møder 5-6 unge drenge. Han hilser på dem og går forbi, og så får han et slag i baghovedet og falder om, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Peder Christensen.

Manden mener, at han har fået stjålet sine nøgler under overfaldet, og politiet efterforsker derfor sagen som både vold og røveri.

- Vi har været ude i området og lede med hunde, men vi kan ikke finde nøglerne, siger Peder Christensen.

Sagen er nu overdraget til lokalpolitiet i Holstebro.