Mand fra Mors ryger direkte i fængsel efter indbrud med jagtgevær

Manden har erkendt sig skyldig og skal derfor i fængsel i to et halvt år.

Døren gerningsmanden fra Mors skød op med et jagtgevær.
Døren gerningsmanden fra Mors skød op med et jagtgevær.
Foto: Midt- og Vestjyllandspoliti

En 38-årig mand fra Mors kan se frem til en direkte fængselsstraf på to et halvt år, efter han natten til lørdag begik indbrud med et haglgevær.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands politi.

Manden skød og knuste en rude for at komme ind på en virksomhed på Grønlands vej i Nykøbing klokken 02.28 fredag nat. En veteranbil, der stod indenfor blev ramt og skadet.

Politiet måtte jagte gerningsmanden

På vej til gerningsstedet mødte en politipatrulje en knallert, som de satte efter. Knallertkøreren slap dog væk, men klokken 04.00 blev den samme person fundet ved Brovej øst for Sallingsund.

Politiet visiterede ham og fandt en jagtpatron, som var identisk med beviser fundet på gerningsstedet.

Den 38-årige mand blev anholdt og sigtet for indbruddet samt våbenbesiddelse. Han erkendte sig skyldig, og derfor modtager han med det samme to år og seks måneders fængsel.

Gerningsmanden har oplyst overfor politiet, at han kastede jagtgeværet ud fra Sallingsundbroen for at skaffe sig af med det. Våbnet er ikke blevet fundet endnu.

0:50