Mælkeproducent tager over efter konkursramt formand

39-årige Lars Kristensen er blevet valgt til ny formand for Landboforeningen Limfjord.

Den nye formand for Landboforeniningen Limfjord, Lars Kristensen (arkivfoto).
Den nye formand for Landboforeniningen Limfjord, Lars Kristensen (arkivfoto).
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Landboforeningen Limfjord har fundet afløseren for Claus Clausen, der i februar trak sig som formand efter at være gået konkurs med sit landbrug.

På et konstituerende møde har en enig bestyrelse valgt den 39-årige mælkeproducent Lars Kristensen fra Frederiks, skriver Landbrugsavisen. Han sad i forvejen i bestyrelsen som næstformand. 

- Nu skal vi have sat nogle fokuspunkter for foreningen de næste fem år, og det arbejde skal starte ret hurtigt. Vi står trods alt lidt på en vippende tømmerflåde efter tabet af Claus, der havde siddet der længe, siger den nye formand.

Lars Kristensen ligger ifølge Landbrugsavisen i top 30 over de største mælkeproducenter herhjemme. Han driver et landbrug med 880 køer og omkring 15 ansatte.

Claus Clausen valgte efter mange år som formand at trække sig, da han blev tvunget til at erklære sit landbrug konkurs. Det skete, fordi han havde indgået en renteswap-aftale i stedet for et fastforrentet lån - en aftale der efter finanskrisen endte med at trække tæppet væk under hans økonomi.

Landboforeningen Limfjord dækker Morsø, Skive og Viborg Kommuner.