Lyn-dom: Købmandsrøver genkendt på TV

Den 22-årige knivrøver blev genkendt på TV/MIDT-VEST. Fik straksdom på 9 måneders fængsel.

Som man kan se på billedet, der den 22-årige knivrøver fra Viborg maskeret til næsten til ukendelighed, da han begik røveri mod Falkevejens Nærkøb i Viborg. Alligevel var røverens maskering åbenbart ikke god nok til at slippe for fængsel. For efter vi viste overvågningsbillederne her på TV/MIDT-VEST blev røveren genkendt af tre personer, der kunne fortælle politiet, hvem røveren var.

- Det er lidt utroligt. Han var rigtigt godt maskeret, men de tre de kunne kende ham på tøjet og på hans statur, da de så ham i fjernsynet, fortæller sektionsleder Mogens Vibæk-Nielsen, Midt- og Vestjylland Politi, Viborg.

Truede med køkkenkniv

Den 22-årige knivrøver blev anholdt tirsdag. Allerede onsdag formiddag fik han en straksdom på ni måneders fængsel. I retten erkendte han nemlig at det var ham der begik røveriet mod Falkevejens Nærkøb ved at true med en stor køkkenkniv.

Udbyttet blev 19.200 kroner. En del af pengene blev efter røveriet afleveret til to kammerater. De er nu sigtet for hæleri.

Falkevejens Nærkøb har været udsat for ikke færre end seks røverier inden for den seneste tid.

- Der er ikke noget der tyder på, at den 22-årige viborgenser har forbindelse til de andre røverier, siger Mogens Vibæk-Nielsen.

Den 22-årige knivrøver skal sidde varetægtsfængslet i arresten ind til han kan blive overfært til afsoning i et rigtigt fængsel.