TV MIDTVEST

Lukas Graham står bag flere internationale hits. Foto: Scanpix / ANDREW KELLY

Lukas Graham vil betale for skov i Struer

​Sangeren skriver på Twitter, at han er klar til at betale.

Alternativet i Struer vil plante en ny skov med 15.000 løvtræer, hvis Struer Kommune giver lov. Det skrev Dagbladet Holstebro-Struer i går.

Prisen på 50.000 kroner vil Alternativet selv betale, og i går aftes kom støtten så fra en uventet kant.

Sangeren Lukas Graham, der i løbet af de sidste år har stået bag adskillige store hits både i ind- og udland, skriver nemlig på Twitter, at han er klar med de 50.000 kroner.

- Jeg donerer gerne de 50.000 kroner til skoven! Går op i dansk natur og elsker skov, skriver sangeren og linker til dagbladets artikel.

Ifølge Lukas Graham selv er kontakten til Alternativet allerede taget. Det skriver han i kommentarerne.

Tre hektar skov

Tweetet vækker begejstring ved Alternativet i Struer.

- Det er fuldstændigt fantastisk. Vi er ellevilde, jubler spidskandidat til kommunalvalget til november, Povl Eskild Petersen.

Alternativet i Struer vil plante den nye skov på cirka tre hektar grundet en målsætning i kommuneplanen for 2011, der sagde at skovarealet i kommunen skulle hæves fra fire til syv procent.

- Vi vil gerne rejse noget skov. Det er fordi vi er et grønt parti, og vi vil gerne gøre noget mere for miljøet og klimaet. Kommuneplanen er tilbage fra 2011 og der er ikke rigtigt sket noget, så det vil vi gerne kickstarte med vores nye skov, forklarer han.

I løbet af det døgn, der er gået fra forslaget blev lagt har Alternativet selv samlet cirka 5000 kroner ind. De går ikke til spilde, selvom Lukas Graham har tilbudt hele beløbet.

- De skal gå til at få produceret 10 procent ekstra skov. Jeg håber, at kommunen spiller med og finder noget jord, især nu hvor vi har finansieringen på plads.