Lokale påtager sig politiopgaver

Lokale beboere i både Skjern og Vinderup føler sig ikke trygge, når politiet ikke kan garantere for deres sikkerhed. Derfor tager de sagen i egen hånd

Efter den 17-årige ”hættemand” fra Skjern gennem de sidste uger har forulempet unge piger, har lokale beboere i Skjern selv været ude for at lede efter gerningsmanden. Det kommer som følge af, at de ikke føler, at politiet kan assistere dem, så snart de får brug for dem. Flere borgere har derfor været på gaden i et forsøg på at fange den 17-årige, der i dag blev anholdt og sigtet af politiet på baggrund af tips og henvendelser fra lokale.

- Jeg fik et tip om, at han var set på Østergade i Skjern. Jeg var ude og kigge, hvor jeg mødte flere andre, der også ledte efter ham, siger Bjørn Dalgaard Olesen fra Skjern.

Bjørn Dalgaard Olesen er ikke den eneste, der har taget sagen i egen hånd.

- De havde ikke ressourcer til sådan nogle ting, fordi de havde mange afsted på grænsekontrol. Så den bedste måde, vi kunne opklare det på, var, at vi selv prøvede. Vores retssikkerhed bliver berørt, når politiet ikke har de ressourcer, de skal have, siger Søren Måbjerg fra Vinderup, der har været udsat for hærværk.

Politiet må prioritere
Hos politiet i Midt- og Vestjylland er de klar over, at de flere opgaver såsom grænsepatruljering og et øget terrorberedskab resulterer i, at de er nødsaget til at prioritere, men én ting er fortsat sikkert.

- Det er stadig politiet, der skal klare den kriminelle konfrontation med en, der har gjort noget ulovligt, siger Claus Hilborg, chefpolitiinspektør, Midt- og Vestjyllands Politi, og fortsætter.

- Vi kommer ikke til at sige, at vi ikke vil gøre noget ved det og det andet. Det vil skabe en masse utryghed og en forkert retstilstand.