Lodsejer: Bæveren har smadret min ejendom

Bæveren er for alvor tilbage i Danmark. Men det er ikke alle, der er lige begejstrede for bæveren, da dens retur har store konsekvenser for flere

Mens mange hylder bæverens tilbagevenden til den danske natur, er lodsejer Svend Aage Kristensen fra Bækmarksbro godt og grundig træt af dyret. Han har nemlig fået bæver i baghaven på sin ejendom på Klosterheden. Det har betydet, at hans kælder er under vand, og jorden omkring hans ejendom er ubrugelig.

- Det er deprimerende, det her. Vi har ikke bedt om, at bæveren skulle sættes ud, men det er os, der betaler regningen. Det her forringer vores livskvalitet og er til stor irritation for os. Vi plejer at køre på traktor herude, ligesom der også har været kreaturer, men det er slut nu, siger Svend Aage Kristensen.

Bæveren var ellers uddød i Danmark. Men i 1999 besluttede man, at den store gnaver skulle tilbage på landkortet. 18 bævere blev sat ud. I dag tæller bestanden over 200 bævere – eller flere mener Svend Aage Kristensen.

- De, som mener, at der er omkring 200, har ikke ret. Der er måske 500 bævere!

Selvom Svend Aage Kristensen og flere lodsejere har udtrykt deres frustration over bæveren, føler han ikke, at der bliver gjort nok.

- Selvom der kommer nogle af skovens folk herud en gang om ugen, kan de ikke følge med. De burde komme hver dag. De kan simpelthen ikke nå at lukke bæverens dæmninger. Det betyder også, at vi ikke længere ser fisk i bækken, fordi de ikke kan trænge igennem dæmninger.