Livreddere advarer: Bad ikke i tordenvejr

Det er livsfarligt at bade, når det tordner, advarer TrygFondens kystlivreddere.

Det lune august-vejr indbyder til en tur i vandet - men den kommende uge byder også på risiko for torden, og det er en livsfarlig kombination, advarer TrygFonden Kystlivredning.

- Når det tordner, bør man ikke bade. Risikoen for at et lyn slår ned i vandet, er ikke større end på land, men salte og mineraler gør vandet strømledende, og derfor er der større risiko for at blive ramt af et lyn, hvis man befinder sig i vandet. Lyn kan være så kraftige, at de kan slå en person ihjel, selv om det slår ned 100 meter væk,  siger Anders Myrhøj, der er chef for drift og sekretariat i TrygFonden Kystlivredning, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at man derfor altid bør skynde sig op af vandet, når der er torden på vej - også selv om det ser ud til, at tordenvejret er langt væk.

Hvis man er på stranden under tordenvejr - og ikke har mulighed for at søge indenfor - gælder det om at gøre sig så lille så mulig ved for eksempel at sætte sig på hug med hovedet mellem benene.

- Det er ikke en god idé at stille sig under et træ, da lynet som regel slår ned i genstande, der rager op i luften. Derfor skal man også altid sætte sig så langt væk som muligt fra masten, hvis man er ombord på en sejlbåd, siger Anders Myrhøj.

Her i landsdelen har TrygFonden kystlivreddere i Hvide Sande og Søndervig.

I sidste uge havde de i alt ni førstehjælpsaktioner, 113 forebyggende aktioner og 122 oplysende indsatser.