Ligahold spiller tre kampe hos naboerne

TTH Holstebros kvinder skal spille tre kampe i Struer Energi Park.

Foto: TTH Holstebro

Kvinderne fra TTH Holstebro rykker til Struer. 

Læs også TTH-damerne på vej til Struer?

Der er dog ikke tale om en permanent flytning, men i den kommende sæson vil holdet spille tre ligakampe i Struer Energi Park. Første gang er fredag den 26. oktober, hvor mestrene fra København Håndbold kommer på besøg.

- Det er et forsøg på at udbrede håndbolden i vores lokalområde. Vi har i forvejen mange samarbejdspartnere i Struer Kommune, og vi vil gerne give lidt tilbage til dem, siger klubbens formand Jørgen Hansen til tvmidtvest.dk.

Der har tidligere været overvejelser om at rykke en eller flere af holdets kampe til nabobyen, men Jørgen Hansen understreger, at der ikke er tale om første skridt i et forsøg på at flytte kvindeafdelingen ud af klubben.

- Nej, på ingen måde. TTH Holstebro er både en dame- og en herreklub, og det er vi stolte af. Men vi har som nævnt en del samarbejdspartnere i Struer, og vi kunne godt tænke os nogle flere. Nu ser vi, hvordan det fungerer, og så må tiden vise, om vi skal spille flere end de planlagte tre kampe deroppe, siger Jørgen Hansen.

TTH Holstebro samarbejder med Struer Håndbold om afviklingen af kampene. 

Ud over kampen mod København skal kampene mod Viborg (den 7. november) og Nykøbing Falster (30. januar) også spilles i Struer.