Lastbil med 37 tons asfalt til Holstebromotorvejen væltet

En lastbil, der skulle levere 37 tons asfalt til Holstebro motorvejen, er væltet på Feldborgvej ved Aulum.

Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En lastbilchaufføren fik lastet meget hurtigt af på det forkerte sted, da han tirsdag eftermiddag kl. 12:39 mistede herredømmet over sin lastbil på Feldborgvej fem kilometer nord for Aulum. 

- Chaufføren fik et hjulsæt ud i rabatten, og så har han mistet kontrollen over lastbilen, der så er væltet om på siden. Det kom dog ikke til at ramme vejen, som ikke har været spærret, siger Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Chaufføren kom ikke til skade ved uheldet. Til gengæld måtte vognmandsfirmaet sætte lidt af et oprydningsarbejde i gang. Lastbilens last var nemlig 37 tons asfalt tiltænkt til den nye Holstebro motorvej, som faldt ud af lastbilen på marken ved siden af vejen.