Lastbil kørt ind i højspændingskabler

En lastbil med asfalt er her til aften kørt ind i højspændingskabler i Kragelund ved Silkeborg. Lastbilchaufføren er uden for livsfare.

lastbilbrand.jpg
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En lastbil med asfalt er her til aften kørt ind i nogle højspændingskabler under vejarbejde på Buskhedevej i Kragelund ved Silkeborg. Midt- og Vestjyllands Politi modtog første melding klokken 19.49.

Lastbilen skulle tippe asfalten af og havde derfor ladet helt oppe. Her blev højspændingskablerne ramt, hvilket resulterede i, at det hele kortsluttede, og der gik ild i lastbilen. 

Lastbilchaufføren stod ud af lastbilen og blev ramt af en del strøm fra jorden. Han er uden for livsfare, men han er blevet kørt til observation i Skejby. Politiet ser på ulykken som en arbejdsulykke.

Politiet venter nu på, at et el-selskab kommer og slukker for strømmen. Lastbilen er helt udbrændt.

Midt- og Vestjyllands Politi ved endnu ikke, hvor lang tid oprydningsarbejdet kommer til at tage. 

Vejen var allerede delvist spærret på grund af vejarbejdet, så det kommer ikke til at have de store gener for bilisterne.