Landbrug: Hvis tørken fortsætter, må politikere lempe igen

Landbrug & Fødevarer hilser en politisk aftale om midlertidige tørkelempelser for landbruget velkommen.

Martin Merrild hilser politisk aftale velkommen. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Det bedste ville være, hvis politikerne kunne få det til at fosse ned med vand. Men når det ikke kan lade sig gøre, hilser Landbrug & Fødevarer nye politiske initiativer til de tørkeramte landmænd meget velkommen.

Tirsdag er et politisk flertal bestående af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti blevet enige om at hjælpe landbruget med en række lempelser.

Det betyder blandt andet, at landmændene midlertidigt kan sænke grovfoderandelen uden at miste deres økologiske status.

På den måde kan landmændene lettere sørge for foder til dyrene i en tid med svedne marker, hvilket glæder landmændene.

Læs også Politisk flertal letter krav til økologisk landbrug i tørken

- Jeg synes, det er fantastisk for landbruget, at man i de forskellige udtalelser, der kommer nu, erkender, at man står i en helt ekstraordinær vanskelig situation.

- Man har nu vist vilje til at se på forskellige regler, som kan ændres, som kan gøre, at det bliver lidt lettere at være landmand, siger formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild.

Han advarer dog også om, at der kan blive brug for endnu flere lempelser, hvis tørken varer ved i de kommende uger.

- Det er bare vigtigt, at alle forstår, at hvis det varme og tørre vejr fortsætter i yderligere nogle uger, så kan vi stå i en helt anden situation, der gør, at vi bliver nødt til at kigge på yderligere politiske tiltag.

Læs også Landbrug & Fødevarer med opfordring til landmænd: Pas på bierne

Stort milliontab

Landbrug & Fødevarer foreslår blandt andet, at man som en ekstra hjælp til landmændene kunne udskyde betaling af grundskyld på produktionsjord, og midlertidigt forlænge landbrugets betalingsfrist for moms med et år.

- En anden ting, der ville gøre livet markant lettere for os, er, hvis man allerede nu ser på en dispensation for at etablere efterafgrøder, siger Martin Merrild.

Landbrug & Fødevarers formand har tidligere vurderet, at der kan blive tale om et samlet tab på 4,5 milliarder kroner for landmændene som følge af den beskedne høst.

Det store økonomiske tab bliver dog ikke afbødet med de nye politiske tiltag, vurderer formanden.

- Det er ikke noget, der kompenserer for det økonomiske tab, der er.

- Men det gør det lidt lettere at være landmand, fordi man ikke både skal lide under et økonomisk tab og så stå med nogle regler, der er umulige at overholde, og dermed en risiko for, at man står over for en stor reduktion af sin EU-støtte eller i værste fald bøder, siger han.

/ritzau/ 

Læs også Trine kæmper med tørken: - Mine grise har brug for mudder