Landboforeninger indgår samarbejde: Skaber fælles rådgivning

Tre landboforeninger skaber samarbejde, der skal styrke rådgivningen på kvæg- og svineområdet.

Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

De tre landboforeninger Agri Nord, Landbo Limfjord og LandboThy går sammen i et nyt initiativ og opretter selskaberne SvineXperten og KvægXperten. De to selskaber skal styrke kvæg- og svinerådgivningen. Det skriver foreningerne i en pressemeddelelse.

Der er behov for større ekspertise på rådgiverfronten på de lidt mindre landbrugsområder, mener Claus Clausen, der er formand i Landbo Limfjord.

- Med det nye samarbejde kan vi øge specialiseringen inden for de enkelte områder. Kunderne vil beholde deres faste rådgiver, som de har i dag, men de får fra dag ét mulighed for at trække på flere eksperter i takt med, at behovet for specialiseret rådgivning opstår, siger Claus Clausen.

SvineXperten og KvægXperten kommer til at bestå af henholdsvis 10 og 12 rådgivere, som fysisk vil få base i hver af de tre foreninger.

- Vi ønsker at skabe en stærk rådgivning, som kan imødekomme fremtidige behov. Vi mener, at samarbejdet er nødvendigt både for at sikre den rette rådgivning til vores kunder og for at skabe en stærk faglig enhed med plads til eksperter, som kan være tæt på vores kunder, siger Leif Gravesen, formand for LandbyThy.

Foreningerne vil de kommende dage kontakte kunderne i kvæg- og svinerådgivningerne for at fortælle mere om samarbejdet og de nye muligheder.