Lærke Møller: Nu gælder det OL

Håndboldspilleren Lærke Møller går glip af VM på hjemmebane og resten af sæsonen i Team Tvis Holstebro, efter at hun onsdag fik at vide, at hendes forreste korsbånd er revet over. Nu kæmper hun for at blive klar til OL i Rio.

laerkeMoeller_0.jpg

- Det kunne sådan set ikke blive værre - frustreret, knust, uretfærdigt og sådan noget fucking lort!!

Sådan skriver Lærke Møller på sin facebook-side ovenpå gårsdagens nyhed om, at hun har revet det forreste korsbånd over i knæet. Skaden fik hun i en kamp tirsdag aften mod Ringkøbing.

Dermed går den danske landsholdsspiller glip af resten af sæsonen for Team Tvis Holstebro. Og samtidig kan hun godt skyde en hvid pil efter at være med, når Danmark til december afholder VM på hjemmebane.

- Jeg er mest ked af alt det, jeg kommer til at gå glip af, som er mine største mål og drømme! Sæsonen i TTH er slut, og VM i december er umuligt og urealistisk!!, skriver Lærke Møller.

Vil til OL

Men selv om det langt fra er den første skadespause, Lærke Møller kan se frem til, så har det ikke slået hende ud. Hun vil hurtigt tilbage, så hun kan nå til OL.

- MEN OL i Rio kan nås og er ikke urealistisk!! I dag er der 10 måneder og 13 dage til åbningsceremonien i Rio d. 5. august. Dét er min motivation, skriver Lærke Møller.