Kvik kvinde opklarede selv tyveri

En kvinde fra Hoven handlede hurtigt, da hun så en mistænkelig bil forlade hendes landejendom. Hun satte nemlig efter!

Mandag eftermiddag blev en 56-årig kvinde overrasket af en indbrudstyv, som hun så forlade hendes landejendom ved Hoven. Kvinden satte efter og fik stoppet bilen og den 27-årige chauffør blot få kilometer fra Gammelagervej, hvor kvinden bor.

- Hun kunne med det samme genkende sin iPad og nogle smykker, der lå i bilen. Hun rakte ind af vinduet og forsøgte at få tingene ud, men gerningsmanden gassede op og kørte væk, forklarer politiassistent Irvin Christensen fra Ringkøbing lokalpoliti.

Han har nu stor ros til overs for det snarrådige offer:

- Det er virkelig godt gået, at hun på den måde holdt benene på jorden. Da han kørte væk, fik kun taget hans registreringsnummer, og det betød at vi hurtigt kunne få ham stoppet, lyder det fra politiassistenten.

Ventede på politiet

Da den 27-årige indbrudstyve kørte væk, ringede kvinden og videregav oplysningerne til politiet, som hurtigt kunne få sat navn på gerningsmanden.

- Vi ringede simpelthen bare til ham og sagde, at vi godt var klar over, at det var ham, der stod bag tyveriet. Så han parkerede bilen og ventede på os nede ved Ølgod, hvor vi tog ned og anholdte ham, fortæller Irvin Christensen.

Indbrudstyven, der kommer fra Esbjerg, blev løsladt fra en tidligere fængselsstraf for blot to måneder siden. Derfor er han nu varetægtsfængslet og vil blive fremstillet for grundlovsforhør i retten i Holstebro kl. 13:30.