Kulturperle kan være fortid

Kunst- og kulturcentret Tuskær i Fjaltring ved Lemvig har måske holdt sin sidste udstilling. Centret holder til i Naturstyrelsens lokaler, der er sat til salg. Og Tuskær har ikke råd til selv at købe bygningen.

tuskaer.jpg

Gennem 25 år har Kunst- og kulturcentret Tuskær afholdt udstillinger, koncerter og foredrag, men det kan nu være fortid. Gennem alle årene har man nemlig holdt til i Naturstyrelsens lokaler i Fjaltring udenfor Lemvig, men de skal nu sælges. Tuskær har selv mulighed for at købe bygningen til 1,6 mio. kr., men pengene skal falde senest 1. juli og centret har ikke råd.

- Jeg håber at købssummen kan blive nedsat betragteligt, måske at den bliver halveret. Det synes jegville være en fair pris, siger Elin Nilsson, der er leder og skaber af centret.

Da Elin Nilsson overtog stedet i 1989, fik man lov til at bo gratis mod at renovere bygningerne. Det blev gjort for 3,2 mio. kr., ligesom Elin Nilsson ifølge hende selv har lagt 5000 frivillige arbejdstimer i projektet.

Pålagt af staten

Naturstyrelsen er blevet pålagt politisk at skille sig af med bygninger, som styrelsen ikke bruger direkte til naturformidling. Prissætningen på bygningen er lavet sammen med en ejendomsmægler, ligesom Naturstyrelsen har rådført sig med SKAT.

- Vi er meget indstillede på, at vi kan finde en god løsning sammen med Tuskær. Men det bliver svært at ændre på prisen, siger Uffe Strandby fra Naturstyrelsen Vestjylland.

Elin Nilsson er skuffet over den politiske beslutning.

- Vi har en regering der taler om vækst og udvikling i udkantsområderne, og det her er udtryk for det diametralt modsatte, siger hun.

I 2009 besøgte Regentparret Tuskær, som en del af sommertogtet.