Kühnau i ny kovending: Opgiver spareplaner for neurologien

Først var der lagt op til at samle neurologien i Viborg, så var det i Vest, og nu opgiver regionsrådsformanden helt at spare på området.

Anders Kühnau opgiver nu helt at samle neurologien i spareplanerne for Region Midtjylland. Der vil fortsat være behandling i Viborg og Holstebro. Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Både Viborg og Holstebro får lov til at beholde akut neurologi. Det oplyser P4 Midt & Vest.

Læs også Kühnau lytter til kritik: Blodpropbehandling bliver i Vest

- I stedet for at lægge op til en samling af neurologien to steder i Regionen, så Viborg mister neurologien, så lægger jeg op til, at de kan beholde neurologien, siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand for Region Midtjylland til radioen.

Som en del af spareplaner i Region Midtjylland havde regionsrådsformanden ellers først lagt op til, at neurologien skulle samles i Viborg. Det forslag mødte kritik, og han lagde derfor op til at samle det i vest.

Men nu opgiver Kühnau altså hele den del af spareplanen for hospitalerne i Region Midtjylland, og neurologien bliver derfor både i Viborg og Holstebro.

I Viborg bliver det stadig uden trombolyse, som er akut medicinsk behandling af blodpropper i hjernen.

Læs også Regionsrådsmedlem om Kühnaus kovending: Det er uacceptabelt

Der er dog behersket glæde på hospitalet i Viborg.

- Hvis det er det endelige forslag, så vil det være rigtig godt for vores patienter i området og for de pårørende, men vi har stadig nogle akutte funktioner, som forsvinder, som vil have betydning for patientsikkerheden, siger overlæge Jacob Stouby Mortensen til P4 Midt & Vest.

Med de strukturændringer, der er lagt op til i spareplanen for Region Midtjylland, står Viborg dog fortsat til at miste 150 stillinger ifølge hospitalets egne beregninger, selv om neurologien ikke bliver lukket. Det er blandt andet afdelingen for urinvejskirurgi, brystkræft, karkirurgi og patologi.

Anders Kühnau har fremlagt et alternativt forslag vedrørende neurologi. Det kan du læse her.

Se indslag fra TV MIDTVEST i søndags om Kühnaus første kovending:

01:49

Venstre-politiker kalder det uacceptabelt at Regionshospitalet i Viborg kan blive den store taber i sparerunde

Luk video

Læs også Sådan vil regionen spare 295 millioner