Kronprinsparret i Silkeborg

Kronprinsparret er i dag på besøg i Silkeborg. I aften skal de uddele kronprinsparrets priser i Musikhuset.

Kronprinsparret fik den korte rundvisning blandt de mange værker på Museum Jorn. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

De første gæster var mødt frem en hel time før det gik løs foran Museum Jorn i Silkeborg, og flere kom til i kulden. Alle af samme grund; for at få et glimt af kronprinsparret.

Og de to kongelige højheder kom præcist på det aftalte klokkeslæt. De skulle rundt og se museet, inden de i aften er værter for kronprinsparrets prisuddeling i Musikhuset i Silkeborg.

- Jeg forventer at vi får et par i topform at se. de er glade, smukke og sjove, og vi får nogle hyggelige timer sammen, sagde en glad genvalgt borgmester i Silkeborg, Steen Vindum (V), før Krone 40s ankomst.

De hyggelige timer startede for Frederik og Mary med en guidet rundtur på museets forskellige udstillinger. Kronprinsparret lyttede, gestikulerede og spurgte interesseret ind til kunstværkerne - til stor glæde for museumsdirektøren.

Det er et fantastisk kronprinsepar vi har. De er engagerede og ved noget om kunsten - dem kan vi godt være stolte af, sagde en stolt Jacob Thage, der er Museumsdirektør på Museum Jorn.

Den royale presse var også på plads for at få det perfekte skud og en kort kommentar fra den kommende konge:

- Det er altid dejligt at komme til museet her. "Det gør en stolt, at vi har en kunstner, der kan bidrage på den måde, lød den korte kommentar fra Kronprins Frederik.  

Efter en halv times turbo-rundvisning på museet, kørte kronprinsparret videre i Krone 40. Næste stop er lørdag aften Musikhuset i Silkeborg, hvor de skal dele priser ud. 

 

01:55 Luk video