Krisehjælp til børn og unge i Ulstrup

Favrskov Kommune tilbyder psykologhjælp til børn og unge efter drabssag, hvor en hel familie døde.

Ulstrup Skole har 400 elever. Foto: Knud Lind, TV MIDTVEST

- Det er selvfølgelig dybt tragisk, det der er sket.

Sådan er ordene fra Rasmus Møller, direktør for Børn og Skole i Favrskov Kommune.

Anledningen er den tragiske kendsgerning, at en familie mandag blev fundet døde i hjemmet på Amstrup Bakker syd for Ulstrup – to voksne og fire børn mistede livet.

Efter hændelsen er kommet frem, har kommunen haft travlt med at køre det nødvendige psykologiske beredeskab i stilling.

- Vi har sat sorg- og kriseberedskab i gang, og det gælder både for dagtilbud og skolen, fortæller Rasmus Møller til TV MIDTVEST. 

Læs også Politi om Ulstrup-dødsfald: Efterforskes nu som drabssag

Det betyder i første omgang, at lærerne på skolen taler med alle skolens klasser om det, der er sket.

- Fire psykologer er kørt til skolen fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Alt afhængig af situationen kan psykologerne tale med børnene i grupper eller individuelt, hvis der er behov for det, fortæller Rasmus Møller.

Østjyllands Politi meddeler tirsdag, at man nu efterforsker de seks dødsfald som en drabssag.