Krarup må sige ja til KL formands-post

Hvis Venstre står til at overtage formandsposten i KL, vil partiet forvente, at Hernings borgmester takker ja, mener valgkommentator.

Lars-Krarup.jpg

Hvis kommunalvalget giver Venstre flest mandater på landsplan, og partiet skal overtage posten som formand for Kommunernes Landsforening, er Hernings borgmester, Lars Krarup, det oplagte bud. Det har længe været den gængse opfattelse.

For nyligt sagde Lars Krarup dog selv, at han så det svært at kombinere erhvervet som borgmester for Herning med formandsjobbet.

Ikke umiddelbart en god løsning for Herning

- Mit fokus er i øjeblikket på at blive genvalgt i Herning. Hvis det lykkes, deltager jeg gerne i arbejdet i KL's bestyrelse. Men jeg stiller mig tvivlende overfor, om det ville være en god løsning for mig og for Herning, at jeg er formand, sagde Lars Krarup for mindre end en uge siden til AOH.dk.

Venstre forventer, Krarup siger ja

Men det bliver ikke så let at slippe udenom formandsstolen, hvis Venstre får flest mandater efter kommunalvalget, vurderer TV MIDTVESTs valgkommentator, Esben Lunde Larsen, der selv er venstre-mand og sidder i Folketinget.

- Det forventes helt sikkert, at han tager imod posten, af Venstre som parti. Og det vil overraske mig meget, hvis han alligevel takker nej, siger Esben Lunde Larsen.

Krarup følger bare spillereglerne

TV MIDTVESTs anden valgkommentator, Karin Gaardsted (S) tror heller ikke, Lars Krarup slipper, hvis Venstre vinder kommunalvalget. Og hun er heller ikke sikker på, at han ikke har lyst til formandsposten.  Men hun forstår godt hans udmelding forleden.

- Man skal være ydmyg og vente på, man bliver opfordret. Sådan er spillereglerne i dansk politik, siger hun.

Tæt løb mellem A og V

Lige nu er der kun een procent, der skiller de to store partier ad. Venstre har 28,4% af stemmerne mens Socialdemokraterne har 29,4%. dertil kommer, at mange stemmer endnu ikke er talt op, og de to største kommuner, som plejer at være de sidste, der bliver talt færdige, har sædvanligvis flest røde vælgere.

Den nuværende formand for KL er socialdemokraten Erik Nielsen, som er borgmester i Rødovre. KL's bestyrelse består af 17 borgmestre, der udpeges hvert fjerde år umiddelbart efter kommunalvalget.