Kraftigt blæsevejr bliver værst ved vestkysten

Tirsdag eftermiddag og aften bliver særdeles blæsende - især langs vestkysten.

Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Et kraftigt blæsevejr har kurs mod Danmark. Det rammer sidst på eftermiddag, og det bliver værst langs den jyske vestkyst. Sådan lyder meldingen fra den vagthavende metorolog hos DMI i Karup.

- Det bliver generelt en rigtig blæsende aften og nat over hele Midt- og Vestjylland. De højeste vindstød vil komme ude langs vestkysten, og der snakker vi vindstød af cirka 27-28 meter i sekundet, siger metorolog Mark Nielsen. 

Der bliver dog ikke tale om decideret storm, men et blæsevejr med vindstød af stormstyrke. 

- Der er ingen tvivl om, at det kommer til at føles ganske blæsende, men det bliver ikke en regulær storm, det tror jeg ikke på. Det er slet ikke i en klasse som Urd, det bliver mindre dramatisk, siger Mark Nielsen. 

Blæsevejret starter i en vestlig retning og drejer mere mod nordvest i løbet af natten. Derfor vil det være værst i i landet fra klokken 16-17 og et par timer frem på aftenen. Derefter er det primært vestkysten, der vil mærke til vindstødene, vurderer Mark Nielsen.

- Jeg vil ikke udelukke, at der kommer enkelte stød af stormstyrke inde i midtjylland i eftermiddag og først på aftenen, men i nattentimerne er det især ude på vestkysten, vi vil se vindstød af direkte stormstyrke, siger Mark Nielsen.

Dermed kan midt- og vestjyderne altså se frem til endnu et blæsevejr - denne gang uden navn.