Kortere ventetid: Hospital kan udføre flere operationer
Det er ofte klart defineret, hvem der må gøre hvad på arbejdet. Men ikke her.
Der er tid at spare, hvis alle hænder hjælper til.
Det har de lært på Regionshospitalet i Viborg, hvor de på mave-tarmafdelingen nu kan fedmeoperere fem patienter om dagen, hvor de før kunne nå tre.
Det skyldes blandt andet, at lægerne udfører opgaver på operationsstuen, som de ikke har gjort tidligere. Nu er de med til at gøre rent og køre rundt på patienterne.
- Vi hjælper med at lejre, vi hjælper med at jode af, vi hjælper med at sætte plaster på og tage afdækningen af, forklarer Einar Pahle, der er ledende overlæge hos Regionshospitalet i Viborg.
I store træk plejede lægerne kun at koncentrere sig om operationen. Einar Pahle har været læge siden 1983, og han har det godt med de nye opgaver. Han tror dog ikke, at alle læger har det på samme måde.
- Det tror jeg bestemt ikke. Der skal arbejdes med noget kultur her, forklarer han.
Kortere venteliste
De nye arbejdsgange betyder, at læger og sygeplejersker nu arbejde tættere sammen. Einar Pahle mener, at det kan være med til at sætte ventelisterne ned.
- Det er et udtryk for en kultur, hvor der har været skarpe grænser mellem, hvad vi hver især måtte gøre. Det er den kultur, vi arbejder med, forklarer han.
På et halvt år har personalet skåret pausen mellem operationerne ned til cirka 11 minutter. Tidligere kunne der gå halvanden time.
- Hvis vi kunne lave en operation mere på hvert eneste operationsleje i Danmark, så ville der ikke være en venteliste, siger Einar Pahle.
Modellen fra Viborg er nu på vej ud i resten af landet. I dag var læger fra Randers med for at se, hvordan det foregår.