TV MIDTVEST

Kommunalvalg i virkeligheden

TV MIDTVEST sender valgdebatter fra samtlige kommuner i den regionale tvstations sendeområde. Pop Up Valg hedder udsendelserne.

Ingen kommuner i landsdelen bliver forbigået, når TV MIDTVEST tirsdag den 31. oktober skruer op for sin dækning af kommunalvalget. Fra den dag rykker tv-stationen nemlig i marken for at lave politiske debatter fra alle 13 kommuner i sendeområdet.

Ved tidligere kommunalvalg har TV MIDTVEST lavet fjernsyn med de politiske kandidater i studiet i Holstebro. Men denne gang bliver det anderledes. I tre uger op til valget bliver det store tv-set-up flyttet ud, hvor kommunalpolitikere og ikke mindst vælgere er.

- Vi vil ud i virkeligheden, fordi det er der, virkeligheden er. Vi vil gerne tættere på borgerne og politikerne. Vi synes, det giver mening, siger programvært Klaus Knudsen Pedersen.

Pop Up Valg er en times valg-fjernsyn, hvor programværterne Katrine Fuglsang og Klaus Knudsen Pedersen på skift styrer slagets gang. Rammerne vil skifte fra kommune til kommune. Et butikscenter i Herning, en fabrikshal i Bjerringbro, en skole i Ringkøbing og et supermarked i Aalestrup er nogle af de locations, som kommer til at lægge gulv til de regionale valgdebatter.

Også de politiske emner vil være forskellige fra gang til gang. I nogle kommuner vil ældrepleje, skoler og børn være på dagsordenen. I andre kommuner er det fx bosætning og sammenhængskraft, der vil blive diskuteret. Målet er at få debatteret de emner, der er særlige for politikere og vælgere i den kommune, hvor de bor.

- Vi møder kommunalpolitikerne klos op ad de vælgere, som afgør deres politiske fremtid. På deres hjemmebane gør vi dem ansvarlige for de valgløfter de giver. Det er vi sikre på bliver til levende og virkelighedsnært valg-fjernsyn, siger Klaus Knudsen Pedersen.

Pop Up Valg bliver sendt på TV MIDTVEST MOKKA kl. 19.55 i perioden 31. oktober til 17. november. Derudover vil udsendelserne kunne ses direkte på TV MIDTVEST’s Facebookside. 

Se alle afsnit af Pop Up Valg her. 

FAKTA: Pop Up Valg på TV MIDTVEST MOKKA 

31.10. – Ringkøbing-Skjern Kommune – Ringkøbing Skole
1.11. – Morsø Kommune – Bila A/S i Nykøbing
2.11. – Holstebro Kommune – Nørreport Centeret i Holstebro (offentlig adgang 15:30)
3.11. – Vesthimmerlands Kommune – Rema 1000 i Aalestrup (offentlig adgang 15:00)
6.11. – Silkeborg Kommune – Jysk Musikteater i Silkeborg (offentlig adgang 16:00)
7.11. – Struer Kommune – Folkets Hus i Struer (offentlig adgang 15:00)
8.11. – Favrskov Kommune – Ulstrup Hallen (offentlig adgang 16:30)
9.11. – Herning Kommune – Herning Centeret (offentlig adgang 14:00)
10.11. – Lemvig Kommune – Nordsø Trawl i Thyborøn
13.11. – Viborg Kommune – Grundfos i Bjerringbro
14.11. – Ikast-Brande Kommune – Strøgcenteret i Ikast (offentlig adgang14:30)
15.11. – Thisted Kommune – J.P. Jakobsen Center i Thisted (offentlig adgang 15:00)
16.11. – Skive Kommune – Søndercenteret i Skive (offentlig adgang 15:00)
17.11. – Region Midtjylland – Regionshospitalet i Gødstrup

  Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST