Kørte fra politiet med 200 km/t

Ung mand bag hasarderet kørsel havde glemt kørekortet og lånt sin fars bil.

En 20-årig bilist havde på ingen måde lyst til at tale med ordensmagten, da en politipatrulje natten til mandag ville vinke ham ind til et rutinetjek på Ringvejen i Holstebro.

Lokalpolitiet oplyser, at den unge mand trådte så hårdt på speederen, at han efter betjentenes vurdering nåede op på 180-200 kilometer i timen, da han i et forsøg på at slippe væk kørte mod syd på Ringvejen.

Den 20-årige styrede bilen - en Toyota Camry - ind på Herningvej, hvor han foretog en hasarderet overhaling, inden han efterlod bilen i nærheden af Kvickly og stak af til fods.

Kort efter vendte han dog tilbage til stedet og erkendte den hasarderede kørsel over for betjentene.

Politikommissær Lillian Jensen forklarer, at den unge mand tilsyneladende blev nervøs, fordi han ikke havde sit kørekort med - og fordi han ikke havde fortalt sin far, at han havde lånt hans bil

Resultatet blev en række sigtelser - blandt andet er han nu sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger og for at foretage en hasarderet overhaling.