Klar besked til kunderne

I dag kunne Vestjysk Bank endelig melde klart ud over for de hundredvis af lokale, som har støttet banken i flere måneder med massiv modvind.

28022012FRANKK.jpg

I morges var der inviteret til morgenkaffe og talgymnastik i Holstebro. Her mødte over 200 mennesker op for at blive klogere på, hvordan situationen er for deres lokale bank.Mange af dem var gengangere fra det folkemøde Vestjysk Bank holdte i Hjerm i januar, men i dag var der lidt flere informationer at hente for de fremmødte.

500 millioner

Den lokale erhvervsmand John Gråkjær opfordrede i januar folk til at støtte op om den lokale bank, og i dag kom det så frem på mødet, at de mange støtter har skudt over 500 millioner kroner ind i banken som indlån.

- Helt kontant er det selvfølgelig en opbakning, men det psykologiske er faktisk rigtig vigtigt for vores medarbejdere og for egnen i det hele taget, som er blevet meget mere opmærksom på, at det er vigtigt, at der er en Vestjysk Bank. Det er jo rigtig dejligt, siger Frank Kristensen i dag til TV/MIDT-VEST.

De informationer var også en lettelse for mange af de fremmødte, der efter dagens møde følte, at de igen kender deres bank.

- Vi tror egentlig på, at de får rettet skuden op igen, siger Magnus Sørensen der er kunde i banken.

Også kunde Erik Henriksen, var positiv over dagens møde.

- Jeg havde lidt blandede forventninger, men jeg synes, at det har været informativt. Jeg tror faktisk på, at banken vil eksistere, det er jeg blevet bekræftet i i dag, siger han. 

Køb nye aktier

Vestjysk Bank opfordrede derfor også kraftigt til, at støtterne viser sig igen, når der til maj udstedes yderligere aktier for op mod 300 millioner kroner. Jo flere lokale på aktier, jo mindre magt til staten, lyder pointen.