Betalte 10.000 til a-kassen: Kan ikke få dagpenge

Hos 3F melder flere afdelinger om medlemmer, som har fået afslag på dagpenge, selv om de har indbetalt til a-kassen i årevis.

Yeebyo Hadera har betalt næste 10.000 kroner til a-kassen. Alligevel kan han ikke få dagpenge fordi opholdskravet er blevet strammet i de nye dagpengeregler.
Yeebyo Hadera har betalt næste 10.000 kroner til a-kassen. Alligevel kan han ikke få dagpenge fordi opholdskravet er blevet strammet i de nye dagpengeregler.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

507 kroner. Så meget har Yeebyo Hadera betalt hver måned sin a-kasse siden 2017. Penge der skulle sikre ham dagpenge, hvis han en dag stod uden arbejde.

Men nu er der kommet nye regler om opholdskrav på dagpengeområdet. Det betyder, at Yeebyo Hadera ikke har ret til dagpenge, selv om han har betalt for den ret gennem længere tid.

- Reglerne er kommet efter, jeg har betalt i et år og seks måneder.

Yeebyo Hadera mistede sidste år sit arbejde hos Boco Seafood i Thyborøn. Selvom han havde sparet op, så var dagpengekassen lukket efter nytår.

- Hvem har jeg betalt de næste 10.000 kroner til? spørger Yeebyo Hadera, der er medlem af 3F i Lemvig.

Yeebyo Hadera har kun boet i Danmark i lidt over fire år, og han bliver derfor ramt af nye regler på dagpengeområdet.

3F overvejer sagsanlæg mod staten

I december vedtog regeringen og Dansk Folkeparti en ændring af reglerne, og det betyder, at man nu skal have boet i Danmark i fem ud af de sidste tolv år for at have ret til dagpenge. 

3F melder om flere, der er havnet i samme situation som Yeebyo Hadera. Lige nu er 3F ved at samle eksempler sammen til et muligt sagsanlæg mod staten.

- De står med den frustration over at have betalt til noget, de ingen ting kan få ud af. Det svarer jo til, at vi andre havde betalt til en brandforsikring, og så brænder huset, så kan vi alligevel ikke få noget, siger Lotte Rom Klemensen, der er a-kasseleder, 3F, Holstebro.

Optjeningskravet er lavet for at beskytte det danske dagpengesystem fra folk, der kun opholder sig i Danmark i kort tid ad gangen. 

- Hvis man har betalt ind til en fagforening, hvorfor skal man så ikke være dækket?

- Jamen, det er der også blevet spurgt om, og svaret fra ministeriet er jo, at i den tid, han har betalt ind til efter et år, så har han jo haft mulighed for at få dagpenge. Så han har jo betalt for at sikre sig i de år han har været her, siger Bent Bøgsted (DF), der er formand for folketingets beskæftigelsesudvalg.

Hvis Yeebyo Hadera ikke kan få dagpenge, så vil han i det mindste gerne have pengene tilbage. En løsning der har været diskuteret på Christiansborg, uden det dog har været muligt at finde et flertal, der går ind for en generel tilbagebetaling.

- Det har vi snakket om tidligere, og så skal man så også lige huske på, at de også har haft et skattefradrag i den tid. Så det er ikke alle pengene de har tabt, siger Bent Bøgsted.

2:24