Juleaften: Pladsmangel i Viborg Domkirke førte til vold

I Viborg Domkirke har de haft så store problemer med at få plads til alle kirkegængere juleaften, at det sidste år førte til vold. I år har de gjort noget ved problemet.

Viborg Domkirke
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Flere og flere går i kirke juleaften, men nogle steder er der ikke plads til alle. I Viborg Domkirke ville så mange i kirke sidste jul, at det endte i vold foran Domkirken.

- Det førte til, at vi havde en beruset person, der blev voldelig, og det spreder ikke lige frem juleglæden, siger Lisbeth Kærslund Pedersen, kirketjener i Viborg Domkirke.

Mange af dem, der stod udenfor og ikke kunne komme ind, blev skuffede, og det er en tendens, der er eskaleret igennem årene.

- De vil alle gerne ind, og det kan vi godt forstå, men det er på grund af sikkerheden, at vi ikke lukker alle ind, siger Preben Grønbæk, formand for menighedsrådet i Viborg Domsogn.

For at undgå problemet har Viborg Domkirke nu investeret i bedre sikkerhed og dermed skabt ekstra pladser for at undgå lignende episoder i år og fremover. Domkirken har nemlig købt et brandvarslingsanlæg til 660.000 kroner.

Flere pladser og bedre stemning

Investeringen betyder, at kirken ved specielle lejlighedermå åbne portene for 1000 personer, hvilket er 200 flere end der ellers er plads til.

- Vi har fået sikret hele vores øverste etage, så uanset, hvor der opstår brand, bliver det signaleret direkte ud til brandvæsenet, siger Preben Grønbæk.

Brandvarslingsanlægget er dog ikke den eneste foranstaltning, Domkirken har lavet for at skabe en bedre julestemning.

- I år har vi en flok FDF'ere til at gå rundt og skabe julestemning, dele julesmåkager ud og snakke lidt med folk. Det håber vi er en god ide, siger Lisbeth Kærslund Pedersen.

Den 24. december bliver der brug for hver eneste ekstra stol. Der er nemlig fire julegudstjenester i løbet af dagen, og det er mange folk, der tager turen i kirke.

Tal viser, at 91.949 midtjyder deltog i julegudstjenester den 24. december i Viborg Stift i 2015. Det er 26,7 procent af alle, der er med i folkekirken i Stiftet. På en normal søndag er tallet knap 10.000.