Jobchancerne størst i Midt- og Vestjylland

Jobchancerne størst i Midt- og Vestjylland

Målt på antallet af ledige kontra antallet af ledige stillinger på jobnet.dk, så er mulighederne for at finde arbejde størst i Region Midtjylland. Her er der fem ledige for hver stilling, der er slået op.

Bor man i Midtjylland, så er chancerne udemærkede for at finde et nyt arbejde. Nye tal fra Danmarks Statistik og Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at Region Midtjylland er den region, hvor der er færrest ledige for hver stilling, der er slået op i statens jobbank, jobnet.dk.

Under landsgennemsnittet

I både Midtjylland og Østjylland viser optællingen, at der er fem ledige til hver opslået stilling. Det er tre færre end landsgennemsnittet på otte ledige per stilling, mens det ser helt skidt ud på Vest- og Sydsjælland, hvor der er 19 ledige i gennemsnit til hvert job, der er slået op. Men trods de umiddelbart gode tal i undersøgelsen, så har næstformanden i 3F Midtjylland stadig nok at se til.

 - I øjeblikket kæmper vi meget med de mennesker, der er omfattet af regeringens akutpakke. Altså dem, der ryger ud af dagpengesystemet til nytår, men det er bestemt ikke let, fortæller Arne Mogensen, næstformand i 3F Midtjylland.

Næstformanden fortæller videre, at byggeindustrien er på vej frem, men også at tekstilindustrien er hårdt ramt.

 - Så der er ikke fremgang over en bred kam, slutter han.

Herunder kan du se et Danmarkskort over, hvordan det ser ud i netop din kommune.

(Kilde: Fagbladet 3F)