Klassisk musik på skoleskemaet: - Jeg kan bare godt lide store instrumenter

På 2. årgang på Hvinningdalskolen ved Silkeborg får 85 elever undervisning i Strygermusik.

04:24

Mads Ivarsen ser særligt frem til, at han skal over og mænge sig med de helt store musikere i København.

Andenklasseseleverne på Hvinningdalskolen i Silkeborg får lov til at lave andet end bare matematik og dansk i deres undervisning. Sammen med over 80 jævnaldrende skal de i løbet af skoleåret nemlig lære at spille på strygeinstrumenter.

Eleverne har aldrig prøvet at spille på sådanne instrumenter før. Og de har heller ikke selv valgt, hvad de skal spille på.

Jeg synes, det er et fantastisk projekt. 

Anne-Mette Tind Husted, forælder, Silkeborg

- Vi skulle trække en seddel fra en kasse, hvor der var et billede af det instrument, vi skulle spille på. Det synes jeg er fint, men der er nok et andet instrument, jeg hellere ville spille på. For eksempel chello – jeg kan bare godt lide store instrumenter, siger Mads Ivarsen, der går i 2.b på Hvinningdalskolen i Silkeborg.

Læs også Per Vers rapper til klassisk musik i Viborg

Til sommer skal de mange elever optræde sammen med Danmarks Radios Symfoniorkester i København. Efter tre måneders træning er de nu klar til midtvejskoncert for forældrene – og netop forældrene er rigtig glade for, hvad musikken giver deres børn.

- Jeg synes, det er et fantastisk projekt. Fra start fik vi at vide, at vi ikke skulle regne med, at de kom ud og var helt fantastiske til at spille musik, men at det også gik ud på at de skulle finde ud af at være et orkester og et fællesskab sammen, og lære at spille når man skulle spille, og holde inde når man skulle holde inde. Generelt lære den disciplin der er i et orkester, siger Anne-Mette Tind Husted fra Silkeborg, der er mor til en af børnene på musikholdet, og fortsætter.

- Det er jo flot at se, at det faktisk er lykkedes – at 85 børn kan være koncentrerede om noget i så lang tid. Det tænker jeg da kun er et plus ved projektet, siger hun.

Skal spille musik med de helt store

Det går allerede fremad med det musikalske, og efter tre måneders arbejde er børnenes underviser ret godt tilfreds.

Det er jo et kæmpestort sted. Det bliver nok sjovt.

Mads Ivarsen, elev i 2.b på Hvinningdalskolen, Silkeborg.

- Jeg synes, vi er nået et rigtig, rigtig flot stykke, hvor de er begyndt at få opmærksomhed på, hvordan man holder instrumentet, og hvordan det klinger. De er begyndt at være lidt mere opmærksomme på at kigge mere op og være sammen med de andre – altså det her orkesterfællesskab, siger Christian Hørbov-Meier, Violinlærer, Den Kreative Skole i Silkeborg.

Mads Ivarsen ser særligt frem til, at han skal over og mænge sig med de helt store musikere i København.

- Jeg er spændt, fordi det er et sted, man aldrig rigtig har været. Det er jo et kæmpestort sted. Det bliver nok sjovt, siger han.

TV MIDTVEST tager med, når børnene fra Hvinningdalskolen tager til den store eksamen i hovedstaden til juni.