Jakob Vestergaard cheftræner i Rumænien

Den tidligere Viborg-træner tager østpå for at stå i spidsen for C.S. Oltchim Valcea.

1. juli starter Jakob Vestergaard i sit nye job. Jyske omgivelser bliver skiftet ud med rumænske i storklubben C.S. Oltchim Valcea, der tidligere har mødt Viborg i Champions League.

Det er et stærkt hold, han bliver cheftræner for. I år nåede rumænerne til semifinalen i Champions League, og Jakob Vestergaard glæder sig til at se, hvor langt han kan nå med holdet.

- For mig var der ikke de helt store betænkeligheder, da Valcea henvendte sig. Det er en utroligt spændende klub med et stærkt sportsligt set-up og nogle af verdens bedste spillere. Da vi samtidig kunne finde en løsning, der også tilgodeså min families ønsker, gik det egentlig ret hurtigt med at få tingene på plads, siger han i en pressemeddelelse.

Han slår fast, han tager til Rumænien for at vinde titler.

Nu er arbejdet sat ind på at finde en dansk assistenttræner, der kan supplere Steluta Luca, som allerede fungerer som assistent.

Her kan du se billeder af Jakob Vestergaard, taget mens han underskriver sin kontrakt.