Ingen gevinst ved kommunefusion

Ingen gevinst ved kommunefusion

Kommunalforsker mener ikke, at det vil gavne Struer at slå sig sammen med andre kommuner. Stordriftsulemperne vil overstige fordelene, siger han.

Der er ingen økonomisk gevinst ved at lægge Struer Kommune sammen med Holstebro og eventuelt Lemvig Kommuner. 

Det siger en af fadderne bag kommunalreformen, Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet til DR Midt & Vest. 

Når kommunerne når op i nærheden af 100.000 indbyggere, vil bureaukratiet tvært imod gøre en sammenlægning dyrere for borgerne. 

- Da vil stordriftsfordelene overskygges af stordriftsulemperne, siger Poul Erik Mouritzen. Han tror mere på Morsø Kommunes model, hvor den lille kommune prioriterer benhårdt, så den kan holde fast i de serviceydelser, som kommunen har valgt at satse på - og skære dybt i andre funktioner. 

Struer Byråd overvejer kommunens fremtid efter en ny konsulentrapport, som klart dokumenterer, at kommunen er nødt til at arbejde tættere sammen med andre kommuner. Struers borgmester afviser ikke, at en sammenlægning med Holstebro og eventuelt Lemvig kan komme på tale.