Indbyggerstigning i flere Midt- og vestjyske byer

Fem midt- og vestjyske byer mærker lige nu, at deres indbyggertal stiger. Uddannelse er en af forklaringerne.

viborghitter.jpg

Mens flere kommuner her i landsdelen kæmper med faldende befolkningstal og fraflytning, er der også steder hvor det går den modsatte vej. Befolkningstallet i Silkeborg Kommune er steget med 1.3 procent de seneste fem år, Herning er steget med 1,2 procent, Holstebro er steget med 0,9 procent og Ikast-Brande Kommune med 0,6 procent.

Særlig godt går det i Viborg, hvor indbyggertallet de seneste fem år er steget med hele to procent. Og det er især de unge, det er lykkes at trække til byen.

- Når vi kan begynde at få de unge mennesker til at flytte til Viborg, så er vi på rette vej, siger Torsten Nielsen, Borgmester, Kons., Viborg Kommune.

29-årige Charlotte Bohnstedt er én af dem, der har valgt Viborg som bopæl. Sammen med sin mand flyttede hun fra Aalborg til et nybygget hus i domkirkebyen - blandt andet fordi den har en god placering.

- Viborg ligger meget centralt placeret i forhold til andre nærliggende, større byer, hvilket betyder gode jobmuligheder, siger tilflytter Charlotte Brandt Bohnstedt.

Charlotte Brandt Bohnstedt har fået arbejde i Viborg, og hun har ingen planer om at flytte væk fra byen.

- Viborg har sådan set alt, hvad jeg skal bruge. Jeg synes, det er en passende størrelse med gode muligheder for både uddannelse og en by som kan give trygge rammer for familielivet, siger Charlotte Brandt Bohnstedt.

Uddannelse lokker flere til
Samling af flere uddannelser i et kampus-miljø er en del af forklaringen på, hvorfor indbyggertallet stiger i de fem byer.

- Egentlig havde jeg ikke i sinde at vælge Viborg, men jeg skulle vælge noget andet end bare lige Aarhus, for at være sikker på at komme ind, og så er jeg egentlig glad for beslutningen om at komme til Viborg, siger pædagogstuderende Nanna Thejl.

Også i Herning satser de hårdt på videregående uddannelser, netop for at fastholde og tiltrække flere unge.

- Det bedste, der kunne ske, ville jo være, at de fandt sig en sød kæreste undervejs i uddannelsen, og endnu det ville være endnu bedre, hvis de får børn og får sig etableret, for så kommer de til at blive i vores område og kommer til at bidrage til området i mange år frem, siger Kenneth Mikkelsen, Erhvervsdirektør, Erhvervsrådet Herning Ikast-Brande.