Indbrudsbølge: Sommerhuse er let bytte

Onsdag blev fem sommerhuse ved Hvide Sande og Søndervig ramt af indbrud ved højlys dag, og de er langt fra de eneste. (Foto: MediaPress)

indbrudstyvmediapress.jpg

Sommerhuse er særligt udsatte i vintermånederne for frost- og sneskader. Men efter en mild vinter, er der kun én større trussel, der dominerer – indbrudstruslen.

I går mellem kl. 10 og 14 fik fem sommerhuse ved Hvide Sande og Søndervig uventet besøg, mens deres lejere var på tur. Her fik de stjålet computere og mobiltelefoner. Eksemplerne fra vestkysten passer lige ind i statistikken. Alene i vinteren 2013-2014 var der i gennemsnit 66 % flere indbrud pr. måned end for resten af året.

Først i april falder antallet af sommerhusindbrud typisk. Det overrasker ikke salgschef i Topdanmark i Holstebro og omegn, Lau Højer Nielsen:

- Sommerhusene er et let vinterbytte, fordi de som regel står tomme og samtidig ligger i ubeboede sommerhusområder, hvor der ikke er nogen nabo til at holde øje med huset. På den måde er det rent tag selv-bord for indbrudstyve, siger Lau Højer Nielsen.

Men de beboede sommerhuse med værdier bliver altså også ramt, mens beboerne er væk. Ringkøbing Lokalpoliti har fundet et koben efter onsdagens indbrud og efterlyser vidner, som har set noget i området.

Forebyg skader – også nu

Hvis man ikke har tjekket sit sommerhus hele vinteren, kan det være en god idé at gøre det nu.

- Har uheldet været ude, risikerer man yderligere skader på huset, hvis vinduer eller døre står åbne. Og er man sluppet med skrækken, er det ikke for sent at tage sine forholdsregler ved fx at tømme huset for værdier, sikre med en god lås og gøre det tydeligt for tyven, at der ikke er noget at komme efter, siger Lau Højer Nielsen.

Hvad er mest eftertragtet?

Topdanmark har lavet en top 5 over de ting, der er mest udsat under et sommerhusindbrud:

1.        Boligartikler2.        Værktøj og instrumenter3.        Lyd og billede4.        Møbler5.        Mad og vin

Gode råd mod indbrud i sommerhuset

- Tøm så vidt muligt sommerhuset for værdier.- Træk gardinerne fra, og lad skabene stå åbne, så tyven kan se, at der ikke er noget at stjæle.- Sørg for gode låse på dørene.- Forstærk dørkarmen på yderdøre, da de fleste indbrud sker gennem døre.- Lås haveredskaberne inde, så de ikke kan bruges til at bryde ind med.- Benyt udendørs belysning med føler til at skræmme tyve væk.- Fjern ekstranøgler gemt ved huset.