Ib Poulsen dropper omdiskuteret orlov

Thisteds viceborgmester og nyvalgt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Ib Poulsen, søger alligevel ikke den omdiskuterede orlov fra sit arbejde i byrådet.

IbPoulsen_ny_0.jpg

- Jeg har sandet, at det er bedst, at jeg bliver.

Med de ord erkender Thisteds viceborgmester og nyvalgt folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Ib Poulsen, at orlov nok ikke er den bedste løsning nu og her.

Det sker efter flere dages intern strid i Dansk Folkepartis gruppe i kommunalbestyrelsen i Thisted. Ib Poulsen ønske om orlov affødte nemlig mange reaktioner hos den fire mand store DF-gruppe i kommunalbestyrelsen. Og nu opgiver Ib Poulsen altså at søge om orlov fra sit kommunalarbejde. Det skriver Nordjyske.

Kaj Kirk: Tag orlov indtil næste kommunalvalg

Balladen i DF-gruppen tog for alvor til i styrke, da gruppeformand Kaj Kirk i sidste uge foreslog, at Ib Poulsen ikke nøjedes med to måneders orlov, men i stedet tog orlov i 29 måneder, hvilket svarer til tiden frem til næste kommunalvalg. Ib Poulsen forstår dog ikke den udmelding.

- Egentlig har jeg bare gjort, som jeg bør. Jeg orienterede gruppen om mit orlovsønske, og vi drøftede, hvordan mine opgaver i kommunalbestyrelsen kunne varetages af min suppleant under min orlov - og så kom det her, siger Ib Poulsen til Nordjyske om sagen, som i følge ham nu ligger hos hovedbestyrelsen i DF.

- Årsagen er, at den er håndteret i strid med vores interne regler for, hvordan vi håndterer sager af denne art. Og det gør man ikke ved at stille dem ud i fuld offentlighed. Som tingene står, er det svært at afvise, at der er strid på de indre linjer i vores gruppe i kommunalbestyrelsen, men jeg er ikke klar over, hvad det er for en dagsorden, der gælder.

Lokalformand: Orlov er perfekt løsning

DF's lokalformand i Thisted, Harry Brogaard, vil ikke forholde sig til den anspændte situation.

Men han vil derimod gerne sige, at han mener, at Ib Poulsens kollega er fra Rebild Kommune, nyvalgt folketingsmedlem Lise Bech, har valgt rigtigt, da hun tog orlov fra sin byrådspost i Rebild kommune i hele den indeværende byrådsperiode.

- Lise Bech meldte sig ud af byrådet med det samme. Jeg synes, det er perfekt, at hun gør det, siger Harry Brogaard til tvmidtvest.dk

- Jeg har selv prøvet at have to jobs, og det er ikke perfekt. Man passer ikke to jobs på samme måde, siger Harry Brogaard.

Men det er altså netop, hvad ib Poulsen nu vil forsøge.