Hvalforsker: Det er formentlig en vågehval

Foto: Kristian Mørk Andersen, TV MIDTVEST

Hvalforsker: Det er formentlig en vågehval

Den døde hval i Agger tilhører en art, der ofte ses i danske farvande.

Det er formentlig en vågehval, der er drevet død ind til kysten ved høfde 89 i Agger. 

Det vurderer hvalforskeren Carl Christian Kinze fra hjemmesiden www.hvaler.dk over for tvmidtvest.dk.

Hvalen mangler det meste af hovedet og bærer i det hele taget præg af at have været død i længere tid. Men efter at have studeret billeder af dyret er Kinze klar til at give et bud.

- Jeg mener at kunne se rester af hvid hud på lufferne, og hvis det er rigtigt, er der tale om en vågehval. Det passer også med længden og stedet, hvor den er drevet i land, men det skal selvfølgelig endeligt bekræftes ved en nærmere undersøgelse, siger han.

Vågehvalen kan blive op til 10 meter lang  og veje op til 10 tons - og lever blandt andet i den nordlige del af Nordsøen og Skagerrak. Den er ikke truet, og nordmændene driver hvalfangst på arten.

Hvad hvalen i Agger er død af, tør Kinze ikke sige - men der kan muligvis være tale om, at den er blevet anskudt under hvalfangsten.

Eksternt link - læs mere om vågehvalen på www.hvaler.dk.

 

Læs også Endnu en gang: Rester af hval skyllet op på land