Hus i Skive brændt ned
Af uvisse årsager udbrød der fredag eftermiddag brand i et baghus.
Et baghus til en etageejendom er fredag eftermiddag brændt ned.
Meldingen kom ind klokken 14.50, og herefter rykkede brandvæsenet ud til Christiansgade 3 midt i Skive, hvor slukningsarbejdet kunne gå i gang. I løbet af en halv time var branden slukket, og Nordvestjyllands Brandvæsen vurderer, at omkring 40 kvadratmeter er nedbrændt. Årsagen til branden er ukendt.
- Vi ved på nuværende tidspunkt ikke, hvad der startede branden. Der er flere muligheder i bygningen - blandt andet nogle gamle elektriske installationer - men det er noget, som politiet nu vil få undersøgt, siger Jan Christensen, indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen i Skive.
Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med branden.