Hovedvej spærret efter frontalt sammenstød

Flere personer er kørt til behandling på sygehuset.

Uheld på rute 13, 2
Foto: Alarm 112 Midtjylland

Rute 13 var mandag aften spærret efter et færdselsuheld mellem Løvel og Bjerregrav.

Politiet fik alarmen klokken 18.09, og ifølge vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi var der tale om et frontalt sammenstød mellem to personbiler. 

Der blev sendt flere ambulancer og en lægehelikopter til stedet. Vagtchefen oplyser,  at flere personer er kørt til behandling på sygehuset, men kan endnu ikke sige, hvor slemt de er kommet til skade.

Vejen var en overgang spærret i begge retninger, men klokken 19.30 oplyste politiet, at den ene vejbane var åbnet, og nu er der åbent i begge retninger.

Opdateret klokken 21.30. Politiet oplyser, at ulykken skete, da en ung mand, der kørte mod syd, af ukendte årsager kom over i den forkerte vejbane. En den modkørende bil sad en kvinde og et barn på 16 måneder. Kvinden blev i lægehelikoperen fløjet til Aarhus, mens barnet og den unge mand blev kørt til Viborg. Ingen af de implicerede skulle være i livsfare.