Hotelejer forstår ikke sur smiley: Har klaget over afgørelsen

En hotelejer fra Skjern er godt og grundigt rasende på Fødevarestyrelsen, efter han har fået en sur smiley i den seneste kontrolrapport.

2:35
Hotelejer Christian Rasmussen er så utilfreds med den sure smiley, som Hotel Skjern har fået tildelt, at han har klaget over afgørelsen.

En sur smiley er det første, der møder gæsterne, når de træder ind ad døren på Hotel Skjern, og det er hotelejeren bestemt ikke tilfreds med.

- Jeg synes, det er trist, at vi i stedet for at få en fair og saglig behandling skal ud i det her, siger hotelejer Christian Rasmussen.

Sur smiley selv om alt var efter bogen

Fødevarestyrelsen kom på besøg en dag i maj, hvor et kølerum på hotellet var gået i stykker, og selv om kølerummet var ved at blive repareret, mens kontrollanten var til stede, så valgte styrelsen alligevel at give en sur smiley i kontrolrapporten og en bøde på 10.000 kroner.

- Vi har gjort tingene fuldstændig efter bogen, og vi har udviset rettidig omhu. Vi opdagede fejlen, fik den udbedret og kasserede varerne. Vi spurgte også direkte, om vi kunne have gjort noget anderledes, men vi havde gjort det hele efter bogen, siger Christian Rasmussen.

Fra Fødevarestyrelsen har man tillid til, at fejlen er blevet udbedret, men holder alligevel fast i, at den sure smiley er berettiget.

- Kølerummet har kørt med for høj temperatur i så lang tid, at også madvarer opbevaret derinde havde for høj temperatur. Sådan som reglerne er, så får man bøden for det, der er sket, siger Annette Arbjerg, der er sektionsleder hos FødevareSydVest.

Hotelejer frygter konsekvenser

Selv om Hotel Skjern tidligere har fået masser af glade smileyer, så frygter Christian Rasmussen, at den sure smiley vil få gæster til at holde sig væk i fremtiden.

- Kunder der kommer gående forbi har jo ikke tid til at nærlæse to siders tætskrevet tekst. Hvis man gør det, så står der ordret, at alt er ok hernede, og at der udelukkende er tale om den her temperaturfejl, og at temperaturen tidligere på dagen har været fuldstændig korrekt, siger han.

Hotel Skjern har i første omgang nægtet at betale bøden på 10.000 kroner, som Fødevarestyrelsen har givet dem, men fra hotellets side er man klar til at gå rettens vej for at få fjernet den sure smiley i kontrolrapporten.