Holstebro-fisker går glip af danmarksrekord trods kæmpelaks

Foto: Privatfoto

1 af 2

Holstebro-fisker går glip af danmarksrekord trods kæmpelaks

Selv om den laks, der onsdag blev fanget i Storåen er den længste, går Simon Shimuizu glip af danmarksrekorden.

Simon Shimuizu fangede onsdag eftermiddag en laks på 141 centimeter i Storåen i Holstebro. Alligevel går han glip af danmarksrekorden. Ifølge Dagbladet Holstebro-Struer bliver danmarksrekorden nemlig afgjort af vægten og ikke længden. Da kvoten for store laks er opbrugt i Storåen, skulle den sættes ud igen, og derfor fik Simon Shimuizu kun målt og ikke vejet kæmpelaksen.

Umiddelbart lyder det desværre ikke til, at fisken kommer på rekordlisten.

Gorm Siiger, medlem af det officielle rekordliste-udvalg.

- Umiddelbart lyder det desværre ikke til, at fisken kommer på rekordlisten. Alle fisk over 500 gram afgøres på vægt, så hvis den ikke er blevet vejet, kan den ikke optages, siger Gorm Siiger, der er medlem af det udvalg, der afgør, om en fisk kan komme på den officielle rekordliste til Dagbladet Holstebro-Struer.

Seks centimeter længere
Laksen, der blev fanget onsdag eftermiddag, er ellers seks centimeter længere end den laks, der de sidste 62 år er blevet betegnet som Danmarks største laks.
- Det lyder til at være en utrolig flot fisk, og er der billeder af fisken, så er der mulighed for, vi kan arbejde videre med det og måske give et diplom eller en anden gave. Herudover bliver der udgivet et fiske-atlas, og der er det da muligt, at den komme til at stå som den længste, der er fanget, siger Gorm Siiger til avisen.

Mange lykønskninger
Simon Shimuizu har ellers modtaget mange lykønskninger via TV MIDTVESTs Facebook-side - torsdag morgen var der over 1.100 personer, der havde givet kæmpelaksen en kommentar med på vejen. Deltag selv i debatten her: