Hjælp på vej til egnsteatrene

De regionale egnsteatre får nu en økonomisk håndsrækning fra København. En pulje på 13,5 millioner skal give regionale teatre mulighed for at sætte deres bedste forestillinger op i hovedstaden.

Egentlig skulle en pulje på knap 14 millioner gå til en åben teaterscene i København. Men det kunne de københavnske teatre ikke finde enighed om. Nu har teaterforligskredsen bag aftalen i stedet valgt at give de regionale egnsteatre mulighed for at søge del i pengene.

 - Vi giver de regionale egnsteatre mulighed for at søge støtte i en pulje på 14 millioner frem mod 2015. Det giver dem mulighed for at udbrede og markedsføre deres bedste forestillinger noget bedre. Det er jo ærgerligt, når de bliver lavet noget godt, som ikke kan nå de københavnske scener og teateranmeldere, siger Mogens Jensen, kulturordfører hos Socialdemokraterne.

Glæde hos lokale teatre

Hos både Team Teatret i Herning og Limfjordsteatret på Mors er der udpræget glæde over, at de regionale teatre nu også bliver tilgodeset økonomisk.

 - Jeg synes, det er fantastisk. På den her måde kan man gå ind og lappe på nogle huller, som er opstået genne de senere år, fortæller Gitta Malling, teaterleder på Limfjordsteatret.

I Herning har teaterleder Michael Helmuth tidligere haft problemer med at tiltrække københavnske skuespillere, fordi forestillingen ikke bliver sat op i København. Men med den nye pose penge bliver det lettere, fordi muligheden for at forestillingen bliver sat op for et stort publikum i København bliver større.

 - Det er en fantastisk løsning set med jyske briller. Vores planlægning bliver langt nemmere med muligheden for at søge midler i puljen, fordi det gør det nemmere at rekruttere de gode københavnske skuespillere, fortæller Mikael Helmuth.

Der bliver ikke nedlagt nogle teaterscener i København som følge af ændringerne.