Historisk satsning: Giver nye idrætstilbud

Borgmester H.C. Østerby løfter sløret for, hvorfor man har stor succes med idræt i Holstebro Kommune. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Historisk satsning: Giver nye idrætstilbud

Danmarkshistoriens største idrætssatsning baner vejen for fleksible motionstilbud. I Holstebro er man allerede førende på området.

Når millionerne ruller ind til den danske breddeidræt, gavner det på flere fronter.

- Det er godt for idrætten, men det er også godt for samfundet, fastslår formand for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard.

Målet er, at endnu flere skal ud og dyrke idræt.

Men hvad er der galt med os, der gerne bare vil sidde og spise chokolade? Hvorfor er det vigtigt det her?

- Jamen det er jo rigtig synd for jer, hvis I ikke kommer ud og får pulsen op.

Det betyder, at der ude i foreningerne vil være nogle rigtig gode og fleksible motionstilbud.

Niels Nygaard, formand, Danmarks Idrætsforbund

- I får et meget bedre liv, hvis det er sådan, at I sørger for at være i god form. Alle undersøgelser viser, at man lever bedre, man lever længere, og man lærer mere, hvis man er i god form, siger Niels Nygaard.

Han peger på at de 94 millioner kroner som TrygFonden og Nordea-fonden giver til at gøre danskerne mere aktive kommer til at medføre nye former for idrætstilbud.

- Det betyder, at der ude i foreningerne vil være nogle rigtig gode og fleksible motionstilbud, som du kan få glæde af. Både fordi det kommer til at foregå på nogle andre tider og nogle andre måder, end man måske har været vant til inden for den traditionelle idræt, siger formanden. 

01:55

Se tv-indslag om, hvad den store satsning kommer til at betyde i foreningerne.

Luk video

Holstebro viser vejen

En af de kommuner, der allerede er gode til det, er Holstebro. Her dyrker to ud af tre motion, og det er flest i Danmark. Borgmesteren afslører gerne formlen for, hvorfor de er så rørige i kommunen.

- Det tror jeg, vi er, ved at vi ved, hvor meget det betyder, helt nede fra børnene i en tidlig alder får nogle fritidsaktiviteter, de kan gå til.

Læs også Kæmpebeløb til foreningslivet: Danmark skal være verdensmester i idræt

- Om det er håndbold, det er gymnastik eller spejder, eller hvad pokker det er og så bliver en del af et fællesskab. Jeg tror, det er vi rigtigt gode til. Derfor har vi så mange, der er medlem af en forening i Holstebro Kommune. Så vi har været vant til at gøre det her – det ligger i efterskole- og højskolebevægelsen, og det er det, vi bygger videre på, siger borgmester H.C. Østerby (S).

Borgmesteren skæver da også til kommunekassen, når han ser på fordelene ved den idrætsglade kommune.

- Det betyder mindre udgifter i den anden ende for en kommune, så vi skal holde os sunde, og folk vil jo gerne også være sunde og være en aktiv del af et fællesskab, og det er egentlig det, vi forsøger at skabe.

Den landsdækkende satsning skulle gerne resultere i, at over en halv million flere af os dyrker motion i fremtiden.

VIDSTE DU DET?

Hvert år mister 6000 danskere livet som følge af, at de bevæger sig for lidt. Det gør manglende motion til den største dræber efter rygning.

Kilde: Danmarks Statistik