Hestepiger arbejder for 31 kroner i timen

Arbejdet i hestebranchen er hårdt og underbetalt. Det fik 23-årige Lisa Flinck at føle, da hun sidste år blev ansat hos en kendt dressurrytter i Herning

131025HestePiger.jpg

Lønnen hos dressurrytteren Allan Skov Christensen var 5.000 kroner om måneden - eller hvad der svarer til 31 kroner i timen.

Lisa Flinck drømte om at blive berider, og hun var derfor lykkelig over at komme i lære hos en stjernerytter. Men hun opdagede hurtigt, at det var en barsk branche, hun var på vej ind i:

- Jeg havde en arbejdsdag på 11-12 timer hver dag, plus at jeg arbejdede fuld tid hver tredje weekend - uden merbetaling. Der er desværre så mange om budet, at hvis man ikke accepterer lønnen, så får man bare beskeden, at der sikkert er nogle andre, der gerne vil have det job, siger hun.

Dressurrytter: Jobbet er en livsstil

Allan Skov Christensen kan godt forstå, at lønnen i nogles ører kan lyde forkert. Men han mener, at arbejdet skal ses som en livsstil, og at det derfor ikke kan sammenlignes med traditionelle lønmodtagere:

- Jeg har ikke nogen skrupler overhovedet. Jeg føler, at jeg har gjort alt for Lina, for at hun kunne nå sin drøm og nå dertil hun gerne ville. Det er sådan i dag, at hvis man overhovedet ikke ved, hvordan det er inden for hesteverdenen, så lyder lønnen af lidt. Men det er også en dyr forretning at køre for os, siger Allan Skov Christensen.

Problem i hele branchen

Hos fagforeningen 3F fortæller man, at Lise Flincks oplevelse langt fra er enestående, og at det næsten er umuligt at få ordnede lønforhold i branchen.

3F Midtjylland har ikke kendskab til ét eneste stutteri, der har villet indgå overenskomst.

- Det arbejder vi meget hårdt på at forandre. Vi vil jo meget gerne at det danske arbejdsmarked bliver reguleret efter den danske model, siger Arne Nielsen, der er næstformand i 3F Midtjylland.

I dag arbejder Lina Flinck ikke længere inden for hestebranchen. Hun fik nok, og læser nu idræt og sundhed på Syddansk Universitet i Odense.