Herning-løber vandt DM i Maraton

To timer 17 minutter og 41 sekunder tog det Jesper Faurschou fra Herning Løbeklub at tilbagelægge de 42,195 kilometer ved søndagens H.C. Andersen Marathon. Han løb sig dermed til DM-titlen.

Jesper2_0.jpg

Jesper Faurschou fra Herning Løbeklub er mere end bekendt med de lange distancer. Og ikke mindst godt bekendt med at stå øverst på sejrsskamlen. Og han gjorde det igen i dag.

For selvom det blev den 38-årige kenyaner Julius Ndiritu Karinga, der kom først i mål på maraton-distancen under dagens H.C. Andersen Marathon i Odense, ja så var det Jesper Faurschou, der blev dagens absolut hurtigste dansker og dermed vinder af DM i Marathon.

Trods tvillinger og dårlig nattesøvn

To timer 17 minutter og 41 sekunder tog det Jesper Faurschou fra Herning Løbeklub at tilbagelægge de 42,195 kilometer. Og det var faktisk overraskende for hovedpersonen selv:

- Jeg blev far til tvillinger for to måneder siden, så det har vendt en del op på mit træningsprogram på grund af manglende nattesøvn, så jeg var lidt usikker på min form, lyder det fra dagens hurtigste dansker.

Jesper Faurschou var dog storfavorit til DM-titlen på trods af titlen som nybagt tvillingefar. Og DM-titlen vandt han på overbevisende manér. Hans nærmeste konkurrent kom først i mål over 12 minutter senere, mens Herningløberens tid placerede ham som nummer 5 i det samlede klassement.

- Jeg fandt en god rytme og så motiverede det mig meget, at jeg kunne se, at jeg løb fra en del af de hurtige løbere fra Kenya og Etiopien, siger Jesper Faurschou.

OL-drømme vakt til live

Med dagens flotte sejr og tid er OL-drømmene igen vakt hos Jesper Faurschou. Dem havde han ellers parkeret sammen far-titlen og de mange søvnløse nætter.

- Men nu bliver det er spændende at se, hvad jeg kan klare fremover. Det ser jo stærkt ud allerede, og måske jeg faktisk er i bedre form, end jeg lige gik og troede. Men jeg skal løbe to et halvt minut hurtigere end i dag, hvis jeg skal klare OL-kravene, siger han.

Forude venter blandt andet VM i halvmaraton i Cardiff. Men først en studietur til Berlin med Jesper Faurschous elever på Herningholms Erhvervsskole.

- Jeg ved, at de forventer, at de skal ud og løbe med mig, så vi må nok ud på en lille tur.

Jesper Faurschou vandt sammen med Jonas Berg og Morten Futterup Andersen fra Herning Løbeklub også DM i Maraton for hold.

DM marathon hold_0.jpg