Herning Hawks vil i den danske Super Bowl inden for tre år

Ambitionerne er store for Herning Hawks, der nu melder stort ud. Klubben vil være Danmarks bedste inden for amerikansk fodbold.

Foto: Herning Hawks

- Inden for tre år skal vi gerne være i nationalligaen og spille i Mermaid Bowl, siger Connie Haarup, der er bestyrelsesmedlem i Herning Hawks.

Herning Hawks har ellers levet en omtumlet tilværelse uden fast træningsanlæg. Men nu stiller kommunen ifølge Herning Folkeblad Herning KFUM's anlæg til rådighed til træning.

Projektet blev præsenteret fredag eftermiddag hos Zwei Grosse Bier Bar i Herning, som i samme omgang nu træder til som klubbens nye hovedsponsor.

- Torsdag var klubben nede at snakke med KFUM omkring træningsanlæg fordeling på Herning Atletik Stadion. Der blev banerne fordelt. Vi tror på, at det kører nu. Sol og vind skulle gerne være fordelt nu. Nu er vi blevet kastet rundt i flere år. Så det er så dejligt at få ro på den del, siger Connie Haarup.

De nye faciliteter skal være med til at skabe rammerne for det ambitiøse projekt, der allerede er snappet i gang.

- Her i februar præsenterede vi et nyt trænerteam og nye spillere. Headcoachen og den ene linebacker var med til at vinde Mermaid Bowl sidste år, siger Connie Haarup. 

Hun fortæller også, at det ikke er penge, der har skudt projektet i gang, men det er derimod vilje, for som hun siger:

- Nu skulle der ske noget!

Fra danmarksserie til national liga

Der er dog stadig et stykke vej til målsætningen om at blive Danmarks bedste, kan Connie Haarup fortælle om.

- Vi ligger i det, der svarer til danmarksserien. Så er der division, så kvalifikationsserien, og så er det den nationale liga, siger hun.

Men allerede søndag kan klubben tage det første skridt, når der bliver spillet finale i danmarksserien om at rykke op. Her spiller klubben mod Næstved Vikings.

I den nationale liga spiller hold som Copenhagen Tower, Vejle Razorbacks og Aarhus Tigers, og det er altså de hold, at klubben nu vil byde op til dans på sigt. Og der er tro på, at det kan lade sig gøre.

- Vi er allerede blevet kontaktet af spillere rundt omkring fra, der synes det her lyder spændende. Og jeg håber da også, at vores navne kan trække nogle til, siger Claus Linnemann, der er vendt tilbage til Herning Hawks fra sidste års danske mestre Vejle Razorbacks. 

Herning Hawks vandt senest en pokal i 1992, og klubben spiller i øjeblikket 9-mands, mens der i den bedste række spilles 11-mands. 

03:29

I aften er Danmarks ældste amerikanske fodboldklub, Herning Hawks, i gang med at tage første skridt i et ambitiøst forsøg på at blive Danmarks bedste.

Luk video