Herning giver 10 millioner til tekstilmuseum

Byrådet i Herning har fundet 10 millioner kroner til Museum Midtjyllands projekt om at oprette et nyt tekstilmuseum.

Herning kommune 4_0.jpg

Museum Midtjylland har store planer om at etablere et nyt, moderne museum med fokus på tekstil- og beklædningsindustrien. De i alt 10 millioner kroner, som det nye museum nu får fra Herning Kommune, har byrådet fundet i budgetforliget for 2015 og 2016. Planen er, at store dele af det nuværende museum skal flytte sammen med Textilforum i Vestergade. Det hele skal samles i den bygning, der husede Herning Klædefabrik.

- Kommunens tilsagn om støtte til Museum Midtjyllands transformation af Textilforum i Vestergade er helt fantastisk. Sammen med den støtte, vi allerede har fået, har vi nu en massiv lokal opbakning. Det betyder, at vi står meget stærkere, når vi skal ud til de store, nationale fonde og sponsorer for at skaffe de resterende mange millioner. Vi har ideerne til at revolutionere måden, vi laver museum på, men det koster, siger museumsdirektør Tinna Møbjerg.

Budget på 40 millioner

Projektet der skal samle de to nuværende museer har et samlet budget på 40 millioner kroner. Så selvom Herning Kommune giver en stor del af kagen, så skal der findes flere midler andre steder. Tilsagnet om pengene til projektet glæder også formanden for Kulturudvalget.

- Med de 10 millioner kroner vil der blive sat skub i udviklingen af den tidligere Herning Klædefabrik til et moderne, kulturhistorisk museum, der med en nærværende og tidssvarende formidling sætter fokus på tekstil og beklædning i fortid, nutid og fremtid, siger Johs. Poulsen, Rad.

Projektet har udover de 10 millioner fra Herning Kommune fået to millioner fra Egefonden, 100.000 kroner fra Hosebinderlauget og 295.000 kroner fra Manufrakturhandlerforeningen for Kjøbenshavns Almene Fond.