Opdateret: Heltemodig datter reddede mor ud fra brand

Hvis ikke en hund havde vækket en 48-årig kvinde, var både hun og datteren formentlig omkommet i en voldsom brand.

Datteren fik sat en stige op og reddede sin mor ud fra flammerne. Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Huset blev total-skadet ved branden. Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

1 af 2

En 48-årig mor og hendes 22-årige datter havde fredag aften sat en varmeblæser op i stuen under sofabordet for at holde varmen. Det skulle senere give en skræmmende oplevelse for både mor og datter, da de senere på natten pludselig blev vækket.

- Om natten vågnede min mor ved, at hendes hun peb og vækkede hende. Hun fandt ud af, at det brændte, og råbte til mig, da der var ild mellem vores værelser, fortæller datteren Maria Elisa Bjerregaard Nielsen til TV MIDTVEST.

Hun flygtede ud ad et gavlvindue, hoppede ned på et halvtag og derfra videre ned på jorden.

Imens var hendes 48-årige mor fanget på første-sal på grund af flammerne. Men datteren var snarrådig efter at være landet på jorden.

- Her fik hun fundet en stige, som hun satte op ved den modsatte gavl, og dermed fik hun også reddet sin mor ud, inden vi nåede frem, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even.

Brandvæsen og politi fik meldingen om brand kl. 3.25 natten til lørdag. De måtte dog opgive at redde villaen, som brændte helt ned.

Maria Elisa Bjerregaard Nielsen er træt men lettet over, at det ikke gik værre.

- Politi og brandvæsen har fortalt, at hvis vi var vågnet bare 5 minutter senere, så var vi nok ikke nået ud.

Moderen har fået lidt røgforgiftning og er blevet svedet på huden, fortæller Lars Even.

En anden hund i villaen, end den der vækkede moderen, indebrændte.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen, supplerer, at man stadig undersøger sagen men har fastslået, at arnestedet er i området, hvor varmeblæseren har stået.